Hvordan tiltaler man en person der har en hjerneskade?
Ja svaret turde være indlysende, men jeg havde en oplevelse i dag der fik mig til at undres.
Jeg er selv opdraget med at mennesker er ligeværdige, og er opvokset i en by hvor det er mere eller mindre normalt at være anderledes, byen hvor jeg bor i er befolket af ret mange mennesker med erhvervede eller medfødte hjerneskader, og således tilhører jeg nu også selv gruppen af mennesker med en erhvervet hjerneskade, og der skal en ret meget "alternativ" opførsel til før jeg undres.
Og hvordan tiltaler man så en hjerneskadet? Naturligvis som en hver anden person, med respekt og ligeværdighed!
Nå, mit ærinde var en lille praktisk ting, omkring et master-biur setup, hvor jeg endelig fik fat i den i den ansvarlige, og gerne ville tilbyde min hjælp, hvis det kunne hjælpe til at få komplexet af ure til at gå rigtigt.
Jeg nåede nu end ikke tilbyde min hjælp, inde jeg blev mødt med en bemærkning i et meget nedladende tonefald:"har du ikke selv et ur du kan kigge på" og "sådan et ur er meget svært at få til at gå nøjagtigt, det vil alligevel komme til at vise forkert med tiden"
Hvis vi ser bort fra det tåbelige i argumentationen, må jeg undres over den nedladenhed der blev udvist fra servicemedarbejderen, jeg troede at slags indstilling var noget der hørte fortiden til.
Jeg kan dog glædes over at jeg trods alt kun har en hjerneskade, og at jeg ikke lige som servicemedarbejderen, er uden for pædagogisk rækkevidde.
Tænk at der er mennesker, der kan få sig selv til at tiltale andre på den måde?
11. mar 2008 21:38Jeg har i mit liv erfaret at de, mennesker der snakker sådan til andre.
Har et lavt selvværd, og er derfor "nød" til at svare sådan, for at få sig selv til at føle sig oven på. Ellers kan de være meget stressede, og tænker ikke over hvad det i grunden er de siger. Eller med hvilket tonefald eller stemmelege.
Det mest irriterene er at. Man tænker ikke så hurtigt som før man blev hjerneskadet. Og der kan gå lang tid før man kommer i tanke om hvad man ville have svaret.(sådan har jeg, det da) Først senere kommer jeg i tanke om hvad Jeg ville have svaret.
Dette er nok en ringe trøst. Men jeg kan forstå den føelse du har stået med i maven. ØVØV Men her er du blandt venner.
Knus Fra Jystrup.
Ja jeg håber også selv på, at vedkommende bare havde en dårlig dag.
11. mar 2008 22:01Men ganske rigtigt, mavefornemmelsen er den samme.